Før i tiden havde jeg altid travlt om morgenen.
Jeg styrtede rundt som en hovedløs høne, hvor jeg altid havde for lidt tid. Jeg løb rundt for at gøre mig klar, og for at smøre børnenes madpakker for til sidst lige at sluge min morgenmad (hvis jeg var så heldig) eller lige nå at smide den ned i min arbejdstaske.
Heldigvis vågnede jeg op i tide, fordi jeg var blevet overordentlig træt af at ræse rundt hver eneste morgenen, og jeg tænkte også over, hvordan det påvirkede mine børn og min mand.
En dag talte jeg med min mor, hvor hun fortalte mig, at da jeg var barn, var hun også altid i tidspres.
Jeg kom stort set for sent hver eneste dag i skolen, og jeg kan stadig huske knuden i maven, når jeg skulle åbne døren til klasseværelset, hvor alle sad og kiggede på én, fordi jeg igen kom for sent.
Min mor sagde til mig; “Hvorfor fik jeg aldrig stået 10 minutter før op om morgenen”?
Det var lige i dette sekund, at jeg selv fik tanken.
Ja, Sofia! Hvorfor står du ikke op 10 minutter før?
Jeg har derfor skrevet dette indlæg, hvis du mangler inspiration eller bare er nysgerrig på, hvordan min morgenrutine ser ud.
Jeg bliver selv inspireret af andres rutiner og hverdag, og derfor har jeg også justeret mine morgenrutiner i årenes løb :)
6.10 – Mit vækkeur starter min dag med en sagte bølgende lyd, som bliver højere og højere. Det varierer om jeg vælger at snooze, men jeg forsøger max at gøre det en enkel gang i 8 minutter.
Læs også: Hvorfor har jeg problemer med at sove? <<
Jeg tager min telefon, som ligger nede i en skuffe i mit sengebord. Jeg sætter mine Airpods i ørene og lytter til min morgen meditation, der hedder “GODMORGEN“. Det er en virkelig lækker måde at vågne op på, og en god morgenrutine der er med til at sætte en rolig og optimistisk intention for dagen. Min morgen meditation varer 8 minutter.
6.25 – Jeg står ud ad sengen, og jeg går ind i stuen og køkkenet, her tænder jeg lamperne rundt omkring i stuen og stearinlysene i køkkenet – og det gør jeg hele året rundt, fordi der er bare noget hyggeligt over levende lys ;)
Jeg sætter en playliste på fra YouSee – lige i øjeblikket hører vi playlisten “Hygge med vennerne“, “Stille hyggelige sange” eller “Stille og rolig musik“. Herefter går jeg stille og roligt ind til hvert barn og siger godmorgen. Jeg tænder lidt svagt lys, hvor de kan vågne stille og roligt i deres eget tempo.
6.35 – Jeg går ud i køkkenet, hvor jeg begynder at lave morgenmad til hele familien. Imens tager børnene tøj på, og når de er færdige med det, sætter de sig ind i stuen og spiser morgenmad.
Mine børn er i voksealderen – big time – derfor laver jeg morgenmad, der mætter længe. Det kan være bananpandekager med eller uden et stykke brød ved siden af, det kan også være scrambled eggs (røræg), bacon og pølser med et stykke brød. Jeg er ikke særlig opfindsom, men jeg prøver at tilføre morgenmaden lidt protein, som mætter i længere tid end udelukkende kulhydrater (som fx brød eller almindelige morgenmadsprodukter).
6.55 – Jeg begynder at smøre madpakker til børnene. Jeg har også smurt dem om aftenen, men jeg var altid så træt, og det blev hurtigt en øv opgave. I dag passer det mig bedre at smøre dem om morgenen, når jeg allerede er i gang. Og hvis der er nogle pølser eller et par bananpandekager tilovers, ryger de også med i madpakkerne.
Børnene hygger sig resten af morgenen enten med et spil Uno med farmand, Lego, mini Plusplus eller en tablet. Der er frit valg herhjemme. Det er også her, jeg læser deres dag op fra skolens Aula, så de ved, hvad deres dag i skolen indeholder.
7.20 – Madpakkerne er blevet smurt færdig, og de bliver lagt ned i skoletaskerne. Børnene får børstet tænder og får sat hår. Min datter giver kaninerne mad og vand.
7.30 – Jeg sætter altid timeren på ovnen, og den bipper præcis kl. 7.30. Den kan alle høre, og der er ingen tvivl om, hvad den betyder hjemme hos os. Jeg skal derfor ikke bruge så meget tid på at sige, at vi skal til at gøre os klar for at komme ud ad døren.
7.40 – Børnene er taget afsted. Jeg ordner de sidste ting i køkkenet, stiller tallerkner og bestik i opvaskemaskinen og tørrer spisebordet af.
Hvis min datter ikke har nået at give kaninerne mad, så gør jeg det nu. Jeg lukker dem ud, så de små pus kan komme på græs og gnave i grene. Jeg ordner børnenes senge, ryster dynerne og putter sengebetræk over og pynter med deres puder.
7.50 – Nu går jeg ud i køkkenet, hvor jeg laver morgenmad til mig selv. Ideelt set ville det være hyggeligt at spise med familien, men det passer bedre ind i mine morgenrutiner, at jeg sætter mig ned i længere tid og nyder min morgenmad.
Vi har åbent mellem køkken og stue, og derfor kan jeg stadig godt tale med familien, imens de spiser deres morgenmad. Jeg kan også godt lide at hygge om dem, og hvis jeg fx laver bananpandekager eller æg, bacon og pølser, står jeg i køkkenet og kokkerer samtidig med at de spiser.
I vores familien gør det morgenmåltidet mindre stressende, at jeg udelukkende kan sørge for dem. Og nogle gange er de stadig sultne, og vil gerne have lidt ekstra mad, så sidder jeg ikke der og bliver irriteret, fordi jeg selv endnu en morgen, skal sluge min morgenmad ;)
8.00 – Min morgenmad er færdig. Jeg laver mig en dejlig café au lait med et skvat havremælk. Jeg skænker mig selv et stort glas vand, hvor jeg tager min Omnimin multivitamin og et kosttilskud, der hedder Mave i Form fra Solaray. De to tager jeg inden jeg spiser morgenmad.
Herefter sætter jeg mig i min sofa med morgenmad, kaffe og vand. Jeg streamer en god serie og ser et afsnit eller to. Når jeg har spist min morgenmad tager jeg 2 kapsler med fiskeolie.
9.00 – En god morgenrutine for mig er at give mig selv lov til at holde en lang morgenmadspause, og den varer altid minimum 1 time og nogle gange også 1 1/2 time. Hele morgenen er jeg på, og er i gang hele tiden, og jeg kan mærke på min krop, at den har brug for en lang pause efter at have været i gang hele morgenen.
Jeg har i lang tid haft dårlig samvittighed over at sidde så længe og slappe af. Men jeg vil væk fra det mindset, som jeg har haft i årevis – at jeg skal skynde mig videre til det næste. Niks og nej nu vil jeg have ro i min hverdag og en god morgenrutine, der kan understøtte netop det – at tage tempoet ud af den hektiske hverdag.
9.15 – Jeg sætter mine Airpods i ørene igen og lytter til min morgen meditation “GODMORGEN“. Det kan også være, at jeg trækker et kort fra mit kortsæt “DYB RO” og lytter til den meditation, der hører til kortet.
Det er en vidunderlig måde at starte min dag på. Jeg elsker det virkelig. Det giver mig en dyb ro og sætter den skønneste intention for min dag. Det gør mig bare glad på alle planer. Meditationerne varer 6 eller 8 minutter. Jeg sidder derfor ikke i halve eller hele timer og mediterer. Det behøver du slet ikke for at få en god effekt af meditationen.
Læs også: Hvad er meditation? <<
I foråret og sommeren sætter jeg mig ofte ud i min have ovre i min hyggekrog eller direkte på græsset, og lytter til en meditation. Det er et af de her glimt af hverdagslykke, jeg samler på i mit liv :)
9.30 – Min arbejdsdag starter her. Jeg har mange forskellige opgaver i min virksomhed, og jeg plejer som regel at starte med de kreative opgaver, når energien er højst og jeg føler mig mest frisk.
Mine morgenrutiner med motion
I øjeblikket dyrker jeg motion 3 gange om ugen, og de dage starter min arbejdsdag senere. Min motion fylder 2 dage i hverdagen og 1 gang i weekenden.
Jeg laver en blanding af både cardio og styrketræning. Jeg elsker at bruge min krop og mærke at jeg bliver styrket og stærkere. Motion er også en måde for mig at rense fuldstændig ud i hovedet, jeg bliver gladere og meget mere klarsynet.
Jeg elsker den amerikanske fitness dronning, Jillian Michaels. Jeg kan godt lide effektiv og hård træning, og det er præcis det, hun leverer i sine motionsvideoer.
Ellers bruger jeg også YouTube til at blive inspireret til nye styrkeøvelser og træningsprogrammer. Jeg har gået i træningscenter, men efter jeg har fået børn, har det passet mig bedre at træne hjemme. Jeg er sjovt nok mere vedholden med min træning, og jeg bliver ikke forstyrret af andre mennesker eller maskiner der er optaget. Jeg samtidig sparrer jeg også transporttiden og kontingentet.
Det er også vigtigt for mig at kombinere min hjemmetræning med at komme ud i naturen. Det fylder hele mit væsen med taknemmelighed og glæde. Én gang om ugen laver jeg tit en løbeaftale med min mor eller en veninde, hvor vi tager ud i naturen.
Det kunne være så hyggeligt også at høre om, du har nogle gode morgenrutiner og om hvordan dine morgener ser ud?
Om du bor alene, uden børn eller om du har store eller småbørn eller om dine morgenrutiner er helt anderledes?
Hvad er godt for dig at gøre om morgenen?
Hvad er en god morgenrutine?
Først og fremmest handler det om, at du gør det, der passer til dig, din personlighed og det der gør dig glad.
En god morgenrutine kan bestå af alle eller nogle af nedenstående punkter:
- Stå 10-15 minutter tidligere op
- Vælg den rette lyd på dit vækkeur
- Snooze max 8-10 minutter
- Spis sund og mættende morgenmad
- Start dagen med et glas vand (og en god kop kaffe)
- Tag dine vitaminer og/eller kosttilskud
- Sæt 5-10 minutter af til meditation
- Start dagen med motion
- Nyd nuet – og duften af frisklavet kaffe
- Luft ud i alle værelser – og skab et godt indeklima