Lykke er noget, mange af os leder efter i livet. Få et godt råd fra 10 populære bloggere om hygge, livsstil og glæde.
I starten af et nyt år er det oplagt at reflektere lidt over, hvad lykke betyder for dig?
Lykke betyder noget forskelligt for os alle sammen.
Jagten på lykke for dig er måske de små øjeblikke af hygge, en langsommere livsstil, et større hus eller flere penge.
Få gode råd til livet fra nogle af Danmarks mest populære bloggere, der kan inspirere dig i at finde små glimt af hverdagslykke.
Alle links i dette blogindlæg er inkluderet for at give dig, som læser, inspiration og mulighed for at læse videre på de nævnte blogs.
Der er altså ikke tale om reklamelinks, og jeg modtager ingen kommission eller betaling for at dele dem.
Hvad er lykke for dig?
Lykke er en følelse, derfor vil lykke også betyde noget forskelligt for os alle.
For nogle mennesker er lykke måske forbundet med designer møbler, succes eller økonomisk tryghed.
Mens det for andre kan handle mere om små øjeblikke af hygge med familie eller venner i hverdagen.
Det vigtigste er altså at finde ud af, hvad lykke betyder for dig.
For Ole Ditlev Nielsen fra 20skridt.dk handler lykke om at sænke tempoet i hverdagen og reflektere over, hvad der giver mening og værdi i livet.
Et godt råd fra Ole; “Kan du sænke tempoet?
Både i hverdagen, hvor du kan tage flere små pauser, og i tilværelsen i det hele taget?
Kan du standse op og reflektere over, hvad der giver mening og værdi i dit liv?
Kan du i det nye år gøre mere af det, der giver dig glæde?
Hvad er du villig til at undvære for at skabe rum til det meningsfulde?
Når du har tænkt over disse spørgsmål: Hvilke konkrete vaner og prioriteter i dagligdagen vil du ændre i dette år?“

Jagten på lykke
Jeg tror ikke på, at lykke er en endestation, men noget der dukker op i små glimt hist og pist.
Det handler om de øjne, der ser.
Hvad er det, du får øje på?
Det handler altså om bevidsthed, hvor du lærer at sætte pris på de små ting, du allerede har omkring dig.
Det kan være glæden ved en gåtur i naturen, følelsen af samhørighed med andre eller stolthed over at have opnået et personligt mål.
Helle Sandby Christiansen fra 5fodspor.com fremhæver mindfulness og taknemmelighed som en vej til at finde glæden og lykke.
Et godt råd fra Helle; “Mit bedste råd til rejser og i livet generelt – har fokus på mindfulness, refleksion og taknemmelighed.
Uanset hvor jeg rejser hen i verden, har jeg fokus på at starte dagen roligt og tidligt – og allerhelst et sted, hvor jeg skal starte dagen med at se solopgang.
Her byder jeg dagen velkommen og sætter min intention for dagen. Alene med mig selv.
Ligeså ved solnedgang, hvor jeg sender dagen afsted og takker for det den gav mig (på godt og ondt)“.
Refleksion er en rigtig god måde at finde ud af, hvad der giver dig en følelse af lykke og glæde.
Du kan tage en notesbog eller på et stykke papir, hvor du skriver én ting ned hver dag, der har gjort dig glad.
Spørg dig selv:
Hvornår føler jeg mig mest glad?
Hvad giver mig energi?
Hvor- og hvornår har jeg sidst haft følelsen af lykke?
I løbet af noget tid vil du måske opdage et mønster – små ting, du kan prioritere mere i din hverdag.
Husk, at lykke er individuelt og derfor ikke noget, du kan sammenligne med andre.
Din definition af lykke er det, der betyder noget, da det er den, der skal guide dig i løbet af året.
Glæden i hverdagen
Tit og ofte tænker vi på de store begivenheder som fx bryllup, rund fødselsdag eller barnedåb, når vi skal beskrive lykke.
Men jeg tror på, at lykke findes i de små glæder i hverdagen.
Det er de små bitte glæder, der tæller mest på mit lykkebarometer i dag.
Det kan være en god kop kaffe om morgenen (bare duften af friskkværnede kaffebønner, gør mig glad), duften af nybagte boller, en lille snak med naboen over hækken eller tid til at læse en god bog.
Det er de øjeblikke, der gør mig glad.
De er med til at give min hverdag lidt mere farve og dybde.
Gitte Hansen fra Nogetiovnen.dk fremhæver glæden ved at trylle lækre retter frem af madrester.
Et godt råd fra Gitte; “Tænk kreativt i køkkenet og brug hvad du har, så du kan få brugt dine madrester.
På den måde kan du trylle nyt liv i resterne.
En rest grød kan f.eks. bruges til klatkager eller i bolledej.
Runkne grøntsager kan f.eks. bruges i grøntsagssuppe eller til bagte grøntsager.
Det samme gælder runken frugt. Den kan du bruge i kage. crumble eller til bagte/stegte æbler?
Du kan spare mange penge ved at bruge hvad du har.
Tit kan fødevarer holde sig meget længe efter sidste holdbarhedsdato: Duft og smag og spar penge”
For Gitte handler det om at finde glæden i bæredygtig hverdagsmad og samtidig spare penge.

Hvad gør mig glad?
Under Covid-19 begyndte min mand og jeg at være mere opmærksomme på de små ting, der gjorde os glade.
Det er noget, vi taler meget om herhjemme, hvordan vi får mere glæde i hverdagen.
Gør det til en vane lige at stoppe op i ny og næ for at lægge mærke til øjeblikket.
Øv dig i at fokusere på, hvordan tingene føles, dufter og ser ud.
Et eksempel fra min egen morgenrutine, hvor jeg nyder en kop kaffe.
Her dufter jeg til mine friskkværnede kaffebønner.
Jeg lægger mærke til duften af kaffen imens den brygges til kaffesmagen og den ro, øjeblikket giver mig.
Det er med at skabe nogle små rutiner i hverdagen, der giver dig glæde.
Det kan også være en daglig gåtur, tid til kreativitet eller bare at tænde et sterinlys og skabe hygge i dit hjem.
TEST DIG SELV: Hvad gør mig glad test
Hygge – En bid af lykke
I takt med at du bliver mere bevidst om de små hyggelige stunder, der kan være med til at løfte hverdagen og få dig væk fra travlheden.
Vil du opdage, at lykken ikke er så langt væk, som du måske troede.
Det handler om at give plads til de øjeblikke, der gør dig glad – selv når du har travlt.
Anne-Kathrine fra Madenimitliv.dk fortæller, hvordan et snackfad både kan skabe hygge og give mere nærvær med familie eller venner i hverdagen.
Et godt råd fra Anne-Kathrine; “Jamen det må vist være snackfade. Jeg er ikke så god til at vælge, og vil gerne have lidt af hvert.
Så når jeg laver snacks bliver det ofte til et blandet snackfad.
Til hverdag er det ofte sæsonens frugt og grønt, som er skåret ud, så det er lige til at hapse, samt lidt nødder og tørret frugt.
Vi er vilde med nødder, især valnødder, cashew og mandler.
I weekenden udvides snackfadet til også at indeholde et par skåle med lidt slik, chokolade eller et stykke kage og chips og dip udover frugt og grønt”.
Ved at kombinere slik/chips med frugt/grønt spiser vi helt automatisk af det hele – og så sidder man ikke tilbage i totalt “sukkerchok”, og med følelsen af at have tømt en slikbutik.
Hygge og lykke går hånd i hånd
Hygge er ikke bare et ord – det er en livsstil.
En dansk livsstil, der handler om at skabe øjeblikke fyldt med nærvær, varme, ro og glæde.
Uanset om du er alene eller sammen med andre.
Hygge kan være alt fra at tænde stearinlys en mørk vinteraften til at sidde under et tæppe med en god bog og en kop varm kakao.
For at få mere hygge i dit liv kan du begynde med at skabe en hyggelig stemning i dit hjem.
Tænk på belysning, bløde tæpper og puder og små detaljer, der gør dit hjem hyggeligt og imødekommende.
Men hygge handler ikke kun om det fysiske miljø – det handler også om at være til stede, når du er sammen med venner eller familie.
Se om du ikke kan lægge din telefon helt væk, hvor du udelukkende har fokus på samtalen og nærværet.
Sabina Therese Haysen fra Sabinasverden.com lægger vægt på at prioritere pauser og tid til sig selv.
Et godt råd fra Sabina; “I det nye år vil jeg fortsætte med at komme meget mere ud i naturen og ikke overbooke min kalender.
Det er vigtigt for mig at lave luft i min kalender, og huske at tage pauser i min hverdag med mand, børn og et krævende job.
Jeg blokerer simpelthen min kalender et par gange om måneden.
Det er en dag, hvor jeg skaber et lille space til mig selv, hvor jeg fx går i saunagus, en lang gåtur med min hund, akupunktur eller cupping massage.
Det er noget, der er rigtig godt for både mit nervesystem og min krop“.
For Sabina handler det om at skabe små frirum, hvor du kan genoplade og finde glæde i de enkle ting.
Hygge er en fantastisk måde at finde ro og glæden i en hverdag med mange bolde i luften.
Det minder dig om, at lykke ikke altid handler om store begivenheder, men om de små øjeblikke, du skaber for dig selv og andre.
Så hvorfor ikke lade dette være året, hvor du skaber meget mere hygge og nærvær?
Livstil med balance
I en tid, hvor tempoet ofte er højt i hverdagen, kan det sommetider være en udfordring at finde en god balance i det daglige.
Måske er du én af de mange, der føler, at du konstant skal præstere, være produktiv og nå alle opgaver på din to-do-liste.
Men hvad nu, hvis du gav dig selv lov til at sætte farten en lille smule ned?
En livsstil med balance handler om at finde en rytme, der passer til dig – og den måde du ønsker at leve på.
Tina Lykkegaard fra Renlykke.dk understreger vigtigheden af at give både huden og kroppen ro.
Et godt råd fra Tina; “Det bedste råd til at få en hud i balance eller i ro må være “mindre er bedre”.
Altså mindre hudpleje end du regner med. Ikke for mange produkter og masker oveni hinanden.
Kør en simpel og mild hudplejerutine.
Oftest har en stresset hud brug for en mild rens, masser af fugt og ro fra en fugtserum og afslut med beskyttende olie.
Jeg synes det giver så meget mere end en creme.
Pas godt på dig selv for det har stor betydning for din hud.
Kom ud i naturen, gå en tur eller tag til din yndlings træning eller prøv vinterbadning.
Så længe det gør dig glad, gavner det også din hud“.
Mindful livsstil
Mindre stress i hverdagen fører altså ikke kun til en sundere hud, men også til et mere balanceret sind.
En god balance handler om at finde tid til dig selv.
Skab små tidslommer, hvor du kan gøre noget, der giver dig energi, som fx at meditere, dyrke yoga eller blot tage en pause fra computerskærmen.
Kristina Petersen fra Yogaatelieret.dk opfordrer dig til at sætte farten ned og finde små øjeblikke af ro i løbet af dagen.
Et godt råd fra Kristina; “Sæt farten ned.
Giv dig selv pauser i løbet af dagen, hvor du mærker blødhed i ansigtet, sænker skuldrene, mærker underlaget under dig, og trækker vejret roligt.
Læg eventuel den ene hånd på brystet og den anden på maven, og mærk kontakten mellem hånd og krop.
Lad en indånding fylde og skubbe blidt i dine håndflader, og tryk for hver udånding en finger en lille smule ind mod kroppen.
Gentag til alle fingrene er trykket kærligt ind mod dig. Stå eller sid et øjeblik med kontakten til din krop og din vejrtrækning.”
Du kan starte med at kigge på din daglige rutine.
Har du tid til at slappe af, hygge om dig selv eller være til stede i nuet?
Hvis ikke, kan du prøve at prioritere dine opgaver og sige nej til det, der ikke føles vigtigt for dig.
Det er også vigtigt at lytte til din krop.
Når du er træt, så tag en pause, og når du har energi, så brug den på noget, der gør dig glad.
Find din indre lykke
Lykke er en følelse, der kommer indefra.
Mange kan have en tendens til at jagte lykken i form af succes, materielle ting eller store livsændringer, men autentisk lykke kommer indefra.
En af de mest effektive måder at styrke din indre lykke på er gennem taknemmelighed.
Når du bevidst fokuserer på det, du allerede har, skaber du et positivt mindset.
En god øvelse om aftenen, inden du skal sove er, at skrive tre ting ned, du er taknemmelig for.
Det kan være alt fra et kærlig kram til en smuk solnedgang.
Zoey Adrianna fra Zoeyadrianna.dk fremhæver at dyrke taknemmelighed og slukke for distraktionerne.
Et godt råd fra Zoey; “Sæt tid af hver dag, hvor du lægger teknologien væk, er tilstede i nuet og skaber plads til nærvær.
Det kan bare være 30 minutter, hvor du fokuserer på en bog, en gåtur i naturen eller en meningsfuld samtale med en, du holder af.
Sidst på dagen kan du tænke over nogle ting du er taknemmelig for.
Det kan være noget stort eller småt – en god samtale, en smuk solnedgang eller følelsen af ro.
Denne kombination af nærvær og taknemmelighed, hjælper dig med at skabe en dybere forbindelse til nuet og finde glæde i livets små øjeblikke.”
Lykken er ikke langt væk
Lykken er ofte tættere på, end du tror.
Den opstår, når du giver dig selv lov til at være til stede og værdsætte de øjeblikke, du allerede har.
Når du prioriterer de ting, der gør dig glad, opdager du, at lykken ikke er så langt væk.
Cathrine Koefoed fra Cathrineyoga.dk anbefaler at afsætte 10 minutter om dagen til yoga og selvkærlighed.
Et godt råd fra Cathrine; ”Mit bedste råd er at afsætte bare 10 minutter om dagen til en nærende yogapraksis med fokus på selvkærlighed og nærvær.
Brug denne tid til at mærke kroppen, finde din vejrtrækning og skabe ro i sindet – små øjeblikke af yoga kan gøre en stor forskel.
På den måde kan du styrke både din fysiske og mentale sundhed og skabe mere balance i hverdagen.”
Når du fokuserer på din vejrtrækning og selvkærlighed kan du styrke både din krop og dit sind.
Små øjeblikke med yoga kan hjælpe dig med at finde en bedre balance og opnå en dybere forbindelse til dig selv.
Disse øjeblikke giver dig også mulighed for at koble af og mærke efter, hvad der virkelig gør dig glad.
Hvad er lykke, så?
Den norske lykkeforsker, Ragnhild Bang Nes skriver i sin bog Lykkekuren, at lykke faktisk godt kan købes for penge.
“Økonomisk handlefrihed letter bekymringer både i nutiden og i fremtiden og bidrager til stærkere følelser af selvværd, anerkendelse og tryghed.
En sund økonomi kan også give adgang til glædesbringende aktiviteter og morsomme oplevelser.
Og pengeoverførsler til patienter med økonomiske problemer kan have en bedre effekt på stress, depression og selvværd, end psykoterapi har“.
Men Ragnhild Bang Nes skriver også, at mange penge kan gøre livet mere surt.
Lykkeforskning viser, “at rige mennesker får mindre glæde ud af positive hverdagsaktiviteter.
Det hænger sammen med det, psykologerne kalder “den hedonistiske trædemølle”.
Vi bliver gerne lykkelige af at pakke gaver op til jul, men hvis det havde været juleaften hver eneste dag, ville lykkeafkastet falde.
Jagten på eksklusive tasker, sko, sportsudstyr og glansbilledhjem kan give en kortvarig lykke, men den er ikke særligt nærende for lykken over tid“.
Tim Jackson, professor i bæredygtig udvikling ved University of Surrey, sagde i sit foredrag; “Folk bruger penge, de ikke har, på ting, de ikke har brug for, for at indkassere respekt, der ikke varer ved, fra folk, de ikke bryder sig om“.
Hvordan bliver jeg lykkelig?
For mange er svaret tid, frihed og meningsfulde relationer.
Når du skruer op for bevidstheden om, hvad der virkelig gør dig glad, skaber du en mere ægte form for lykke.
Det er en lykke, der ikke afhænger af eksterne faktorer, men en frihed til at leve livet på egne præmisser.
Stefan og Thea fra Sparsommelig.dk har erfaret, at det ikke er selve pengene, der skaber lykke, men derimod den frihed, de giver.
Et godt råd fra Stefan og Thea; “De sidste 6 år har vi fokuseret meget på penge i vores rejse mod FIRE (financial, independence, retire, early) samt hvordan vi skaber en formue.
Vi har indset at penge ikke gør os lykkelige, men penge er et middel til frihed.
Det er i friheden vi finder lykke.
Frihed til at råde over vores egen tid og tage livet i vores eget tempo.
De fleste kan være med, hvis det er det de ønsker.
Det handler om at have det rigtige mindset og er ikke afhængigt af, at du har en høj løn.
Hvis du kan acceptere at forbrug ikke gør dig lykkelig, men i virkeligheden er en distraktion fra det, der betyder noget i livet, så er du godt på vej til en bedre økonomisk fremtid”.
Skab din egen vej til lykke
Lykke er ikke noget, du nødvendigvis skal jagte – ofte ligger den allerede i de små øjeblikke i din hverdag.
I dette blogindlæg har du fået et godt råd fra 10 forskellige bloggere, der finder glæde, indre ro og hygge på hver deres måde.
Nogle skaber hygge med et snackfad, andre dyrker yoga eller sætter tid af til nærvær.
Andre prioriterer økonomisk frihed for at få mere tid til det, der virkelig betyder noget.
Fælles for dem alle er, at lykke ikke findes i det store og ekstravagante, men i små bevidste valg.
Det handler om at skabe plads til de ting, der giver mening for dig.
Det kan være at nyde en stille stund, dyrke taknemmelighed eller finde ro i en travl hverdag.
Der er ikke én rigtig vej til lykke – men der er en vej, der passer til dig.
Når du bliver mere opmærksom på dine egne behov, værdier og ønsker, kan du begynde at forme et liv, der føles meningsfuldt og rigtigt.
Lykken er faktisk ikke så langt væk, fordi den ofte ligger i de små valg, du træffer hver dag.
Tusind tak til alle de fantastiske bloggere, der har bidraget til dette blogindlæg med deres inspirerende råd og refleksioner.
Jeres viden, erfaringer og personlige perspektiver gør en forskel og viser, hvordan lykke, nærvær og livskvalitet kan skabes på mange forskellige måder.
Tak fordi I delte jeres tanker!
Og tusind tak til dig, der læste med hele vejen.
Jeg håber, at du finder inspiration til at skabe små øjeblikke af glæde i din hverdag.
Hvilket af de 10 råd inspirerede dig mest?
Hvad synes du er et godt råd til at skabe mere lykke og glæde i hverdagen?
Relevante links
Alle links i dette blogindlæg er inkluderet for at give dig som læser inspiration og mulighed for at læse videre på de nævnte blogs.
Der er altså ikke tale om reklamelinks, og jeg modtager ingen kommission eller betaling for at dele dem.
Gitte Hansen | Madblogger på Nogetiovnen.dk
@facebook.com/Nogetiovnen
@pinterest.dk/bagenoerden
@instagram.com/bagenoerden
Anne-Kathrine | Mad- & livstilsblogger på Madenimitliv.dk
Tina Lykkegaard | Holistisk hudterapeut & indehaver af Renlykke.dk
@instagram.com/tinalykkegaard
@facebook.com/tinalykkegaard.dk
@tiktok.com/@tinalykkegaard
Sabina Therese Haysen | Blogger på Sabinasverden.com
@instagram.com/sabinasverden
@facebook.com/sabinasverden
@youtube.com/@sabinasverden1380
Zoey Adrianna | Spirituel vejleder & indehaver af Zoeyadrianna.dk
@facebook.com/Z.Adrianna
@instagram.com/zoey_adrianna_
@spotify.com/show
Cathrine Koefoed | Yoga- & meditationslærer & indehaver af Cathrineyoga.dk
Kristina Petersen | Yoga- & Pilates underviser & indehaver af Yogaatelieret.dk
@instagram.com/yogaatelieret.dk
@facebook.com/yogaatelieret.dk
Ole Ditlev Nielsen | Ejer & forfatter af 20skridt.dk
Helle Sandby Christiansen | Spirituelt medie, coach & rejseblogger på 5fodspor.com
@facebook.com/5fodspor
@instagram.com/5fodspor
Stefan & Thea | Bloggere på sparsommelig.dk
Et virkeligt godt indlæg om lykke. Jeg blev meget inspireret af Zoey om at finde lykken i nærværet og taknemmelighed samt i Stefan og Theas om at lykken findes i følelsen af frihed og ikke kun en høj løn.
Jeg føler lykken komme ved den enkle livsstil, følelsen af frihed og fokus på de små nære ting i hverdagen – kaffe, gåtur med hunden eller en god ven, en god lydbog…….
Dejligt! Ja, det er følelsen der gør os glade og tilfredse, så det er den vi skal gå efter. Og denne følelse ligger nemlig i alle de små hverdagsoplevelser, du selv nævner, der gør dig glad 💗 Tak fordi du læser med 🙏